Historien om Bjørnholt - fra hedegård til spejderhytte

Sejs-Svejbæk - fattigfolk på heden

For at forstå Bjørnholt skal man først forstå området. Sejs-Svejbæk ligger midt i et af Danmarks smukkeste naturområder - omgivet af søer, skove, "bjerge" og hede mellem Silkeborg og Himmelbjerget. I dag bor der godt 4.600 mennesker, og området er et af kommunens mest velhavende. Sådan har det ikke altid været.

Navnet Sejs kan spores tilbage til 1658, hvor det skrives "Seyse". I de omkringliggende landsbyer havde stedet et dårligt ry: man sagde, at her boede tyve, tatere og krybskytter i jordhuler. Midt i 1700-tallet levede der kun få familier på heden. Det var et fattigt, øde og usikkert hjørne af Linå Sogn.

Da Hjejlen begyndte at sejle på Silkeborg-søerne i 1861, og jernbanen mellem Skanderborg og Silkeborg åbnede ti år senere med stop på "Linaa Sejs Hede", begyndte området langsomt at tiltrække turister og tilflyttere. Men endnu i 1880 var der kun 229 indbyggere - og man kaldte stadig stedet for "Fattig-Sejs" helt op til efterkrigstiden.

Hedebonden Anton Bertelsen og smædestenen

I 1886 brændte Anton Bertelsens (1838-1914) gamle bindingsværksgård ned. Han var hedebonde på Bjørnholt og besluttede at bygge en ny gård lidt nord for tomten. Den nye gård rejstes i fire længer: stuehuset i palæstil samt to længer stald og en lade.

Det var dog ikke en helt almindelig nybyggersag. Den daværende statsminister - godsejeren J.B.S. Estrup, der regerede 1875-1894 - havde fra 1885 udstedt en række provisoriske love og ført et omdiskuteret skovrejsningsprogram igennem på de jyske heder.

Skovrejsningen var en national mærkesag efter nederlaget i 1864. "Hvad udad tabes, skal indad vindes" blev parolen, og Hedeselskabet blev stiftet i 1866 for at tilplante de fattige hedearealer med nåleskov og opdyrke dem til landbrug. Estrup, selv stor godsejer, støttede sagen kraftigt: hede skulle blive til skov og ager. Men for hedebønderne, der havde brugt heden til græsning og som fælles ressource gennem generationer, betød de nye dekreter, at jord, de regnede for deres egen, blev underlagt statens skovplaner. For Anton Bertelsen var det et katastrofalt overgreb på hans jord, netop som han i 1886 stod og skulle bygge ny gård efter branden.

Som protest fik han muret en stor flad sten ind i ladegavlen. På den havde han ristet runerne: "Ned med E'strup". Stenen var en såkaldt smædesten - en, som ville sidde i den gavl i de næste par århundreder.

Ad mange omveje kom det Estrup for øre, og han spurgte sin jyske forvalter på Djursland, hvordan det skulle fortolkes. Forklaringen var, at "strup" eller "stub" var et vulgært dialektalt synonym for det mandlige lem, når det var i tydelig aftagen. Estrup blev rasende - og fik Anton Bertelsen arresteret.

Politimesteren i Holstebro skulle forestå arrestationen sammen med to dragoner fra Randers. Men Anton var kendt som en hidsig mand med to brødre og en voksen søn - og familien havde indrettet en riffelskydebane i bakkerne øst for Stoubjerg. Da rytterne hørte i Resenbro Kro, at folkene på Bjørnholt ventede dem bevæbnede til tænderne, fandt de det ikke forsvarligt at ride videre. De havde kun deres sabler.

Til sidst hentede politimesteren i Silkeborg selv den vrede hedebonde i sin agevogn og indsatte ham 14 dage på vand og brød. Det fortælles dog, at både fange og betjent nød opholdet - de spiste, drak og spillede l'hombre. Politimesteren var nemlig medlem af skytteforeningen på Bjørnholt. Episoden er beskrevet af Henrik Pontoppidan i novellesamlingen "Skyer - Skildringer fra Provisoriernes Dage". Smædestenen ligger i dag i Silkeborg Museums arkiver.

Brunkulsgravene under krigen

Mens Danmark var besat af tyske tropper fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, var der mangel på brændstof. Det blev mærkbart også i Sejs-Svejbæk: i stort omfang blev der gravet brunkul i Danmark - og et af stederne var arealet øst for Borgdalsvej, lige bag Bjørnholt.

Silkeborg Arkiv har bevaret en række fotografier fra 1942-1943, der viser det dramatiske månelandskab, som krigsårene efterlod på Bjørnholts marker. Lave grave med blottede sandlag, høje hejseværker og arbejdere, der blev hejst op og ned i kurve langs udgravningens stejle vægge for at komme til de dybtliggende kullag.

Brunkulsgravningen sluttede med krigen, og terrænet er siden groet til. Men spadserer man i dag rundt på området bag hytten, kan man stadig fornemme de gamle skel: blottede sandkanter, lavninger med stillestående vand og kuperede skrænter, der ikke ligner naturens egen håndskrift.

Skove og søer omkring hytten

Bjørnholthytten er omsluttet af nogle af de skov- og naboområder, der har givet karakter til Sejs-Svejbæk. Lige øst for hytten breder Langdalskov sig - et privatejet skovareal, der giver hytten dens skovbryn på den side og lukker landskabet af mellem Bjørnholt og Linå. Bag Langdalskov fortsætter Linå Vesterskov, der trækker sig hele vejen ned forbi byen Laven og videre ned til søerne. Det er den skov, man følger, når man til fods eller på cykel vil ned til Julsøs nordbred.

Søerne er det andet definerende træk ved området. Tættest på hytten ligger Julsø - den største og dybeste af Silkeborg-søerne med et dybeste punkt på cirka 24 meter. Det er Julsø, Hjejlen sejler ind i, når den har lagt fra kaj i Silkeborg, og det er ved Julsøs sydlige bred, Himmelbjerget rejser sig. Mod nord og vest ligger Silkeborg Nordskov, en del af det store, sammenhængende statsskovsareal mellem Silkeborg og Himmelbjerget. Nordskoven er gammel egeskov blandet med bøg og nåletræ, gennemskåret af bløde bakker og gamle skovveje. Det er her, statsskovens stier løber - lige til at gå ud i fra hyttens dør, hvad enten man vil ned mod Julsø, op mod Sindbjerg eller blot vandre ind i skoven uden bestemt mål.

Inde i Nordskoven, en god halv times gang fra hytten, finder man Schoubyes Sø - en lille klar skovsø, der regnes blandt de reneste søer i Silkeborgområdet. Søen er omkranset af skov på alle sider, og man kan bade fra dens østlige bred. På varme sommerdage bruger spejderne og hyttens lejere ofte søen som vendepunkt på en gåtur eller løbetur i skoven.

Sejs-Svejbæk er i øvrigt omkranset af bakker og højdedrag. Sindbjerg og Stoubjerg blev fredet allerede i 1919, og hele hedearealet nedenfor bakkerne fulgte i 1945. Det betyder, at man fra hytten i dag både har en levende skovflora og et stykke uforandret hedelandskab inden for en kort gåtur.

Sejs Spejderne - fra 1966 til en ny hytte

Sejs Gruppen blev dannet i 1966 og er en del af Det Danske Spejderkorps. Den gamle hytte var slidt og passede dårligt til den måde, moderne spejderarbejde foregår på, og i begyndelsen af 2000-tallet besluttede gruppen at gå efter noget helt nyt.

Lokale- og Anlægsfonden havde i 2003 udskrevet en arkitektkonkurrence for en ny generation af spejder- og friluftshytter. Man søgte bud på, hvordan en hytte kunne bygges, så den både rummede organiserede spejderaktiviteter og mere uformelt ophold - med stor visuel og fysisk forbindelse til den omgivende natur. Sejs Gruppen fik tildelt midler til projektet, og arkitekt Chris Thurlbourne, lektor ved Arkitektskolen Aarhus, tegnede hytten.

Hytten blev indviet i december 2005. Den er på 300 m², hvoraf cirka 200 m² er isolerede bygninger. Det samlede projekt kostede 2,8 mio. kroner, hvoraf Lokale- og Anlægsfonden støttede med 1,34 mio.

Det særlige ved bygningen er den måde, den er placeret på. Grunden er stejl og kuperet, og i stedet for at planere terrænet er hytten "løftet" på en træbro ud over skråningen. Bygningskroppen er bevidst delt i flere mindre enheder - moduleret, så skovens dimensioner ikke knækkes - og det store udhængstag binder længerne sammen og skaber overdækkede uderum, hvor man kan arbejde, lave bål eller bare sidde i læ.

Bygningens karakter er ikke tilfældig. Allerede i 2001 - fire år før Bjørnholthytten - havde Thurlbourne tegnet sit eget hjem, Dogmehuset i Højbjerg, ud fra principperne i Charter 99 - en arkitekturmanifest-tankegang inspireret af filmens Dogme 95. Dogmehuset er, ligesom hytten, lagt ind på en stejl skovgrund med ti meters fald, bygget op om en træskeletkonstruktion og indpasset uden at fælde de gamle bøgetræer. Mange af de greb, man genkender i Bjørnholthytten - træhuset løftet over terrænet, den modulerede bygningskrop og det åbne, lyse rum med højt til loftet - blev første gang afprøvet i hans eget hjem. Huset er portrætteret i et indslag i DR's arkiv.

Med store glaspartier mod skoven bliver køkkenet et udkigspunkt over de arealer, hvor spejderne boltrer sig. Også om vinteren er det godt at være her - med lys og udsigt til skovens nøgne stammer.

Spor af alle lagene

Stedet bærer alle disse lag på én gang. Når man står på den overdækkede terrasse på Bjørnholthytten, kan man kigge ud over de samme bakker, som Anton Bertelsen forsvarede mod Estrups skovrejsningsdekreter. Få hundrede meter mod øst ligger arealet, hvor brunkulsarbejderne kæmpede med kurv og hejseværk for at trække energi ud af jorden i krigsårene. Mod nord og vest breder Silkeborg Nordskov og statsskovens stier sig ud, og længere inde i skoven finder man Schoubyes Sø.

I dag er hytten både hjemmebase for Sejs Gruppen og et lejemål for fester, bryllupper, skoleklasser, andre spejdergrupper og familietræf. Hver bruger får sit eget kapitel i den lange historie om stedet - og det er, som det skal være.